Jørgen Esbensen

Jørgen Esbensen. Født den 18.09.1875 i Østerby. Død den 02.10.1916 i Antanovka, Saturcy, Rusland. Landstormsmand. Infanteri-Regiment nr. 346, 9. kompagni.

Foto: Museums Sønderjyllands Mediearkiv. Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.

Kådner og smedemester

Jørgen Esbensen blev født på Kegnæs som søn af murermester Christian Esbensen og Marie Cathrine født Toft.

Da han var til session i 1895, det år han fyldte 20, var han smedesvend i Skovby. Han vejede 63 kg og målte 172 cm. Han betegnes som en ”schwerer Kerl,” en kraftig karl. 

Det nævnes at han var Optantensohn, søn af en optant. Familien havde beholdt deres danske statsborgerskab efter 1864, men Jørgen var blevet naturaliseret = blevet preussisk statsborger den 22.12.1893. 

Han blev indkaldt til aftjening af værnepligten ved Infanteri-Regiment nr. 75, men der er ingen dato.

Den 10.01.1902 blev han i Lysabild Kirke gift med Anne Sophie Christensen, der var født i Sønderby på Kegnæs den 19.04.1880. Ægteparret fik fire børn.

Jørgens far døde i 1899, moderen boede i Kettingskov. Hun døde i 1934.

En annonce i avisen Heimdal den 30.05.1911 fortæller, at Jørgen Esbensen pr.  01.10.1911 for 50.000 Mark købte et smede- og kådnersted i Svenstrup.  

Under krigen var han fra den 24.09.1914 med på Østfronten som landsstormmand ved Infanteri-Regiment nr. 346, 9. kompagni. 

Han faldt den 02.10.1916. 

Dødsfaldet er den 02.11.1916 registreret i Lunden Personregister, her fremgår at det skete ved Antanovka. 

Der er flere steder i det der den gang hørte til Rusland, der hedder Antanovka. Ifølge efterladtesagen døde han i Antanovka, Saturcy.

Han deltog i slaget ved Kowel og blev begravet på kirkegården i Cholopichtel. 

Kowel ligger i Wolhynien, der i dag er i Ukraine. Det har ikke været muligt at placere kirkegården nærmere. 

Familien fik hurtigt underretning om dødsfaldet, allerede den 19.10. kunne der sættes en dødsannonce i Heimdal.

Hans navn kom med på mindestenen ved Svenstrup Kirke og i Marselisborgmonumentet i Aarhus. 

Ved Folketællingen i 1930 boede hustruen Anne Sophie fortsat i Svenstrup sammen med sønnen, to af døtrene og et barnebarn. Hun er betegnet som gårdejerske. Senere flyttede hun til Nordborg.

Børn 

Anna Esbensen, født den 09.02.1902 i Sarup, konfirmeret i Svenstrup i 1916. Den 11.05.1930 blev hun i Svenstrup Kirke gift med Ferdinand Sophus Petersen, gårdejer i Elstrupskov, Egen sogn. De fik en søn Carl Christian den 01.03.1931, Anna døde 12 dage senere på amtssygehuset i Sønderborg. Sønnen blev døbt den 18.03. i Svenstrup Kirke ved sin moders båre. Ferdinand flyttede til Ulkebøl. I 1936 giftede han sig igen, han døde i 1950.

Marie Esbensen, født den 04.02.1904 i Stevning i Svenstrup sogn, konfirmeret i 1918. Gift med Jørgen Blad fra Lambjergskov i Hørup sogn. Han var født i 1895. Han var mekaniker og gjorde under krigen tjeneste ved et flyverafdeling. Han blev først hjemsendt den  01.07.1919, så han har sikkert været i fangenskab. Marie og Jørgen blev skilt efter få år. I Folketællingen 1940 var Marie husholderske hos en gårdejer i Sottrup. Jørgen giftede sig igen. I 1940 var han pensionatsejer på Amager Torv i København.

Christian Esbensen, født den 11.09.1905 i Stevning, konfirmeret i 1920. Gift  den 11.12.1936 i Havnbjerg Kirke med Anne Margrethe Christensen Jensen. Christian overtog forældrenes gård i Svenstrup, kaldet Smediegården. Christian døde i 1997 og Margrethe i 1986.

Christine Esbensen, født den 23.03.1907 i Stevning, konfirmeret i 1921. Gift den 03.03.1936 i Svenstrup Kirke med Theodorus Jensen, der var født i Højer den 17.12.1902. De tjente begge på Gammelgård i Ketting sogn, men overtog senere en gård i Holmskov, Nordborg sogn. Theodorus døde i 1969, Christine i 1998 på plejehjemmet i Nordborg.

Søster

Kirstine Marie Esbensen, født den 03.11.1872 i Østerby. Hun blev gift med Jacob Jacobsen Schnoor, der var født i Lambjerg, Hørup sogn den 25.02.1871. Jacob var først vært i Asserballe Stationskro, siden blev han handelsmand og handlede bl.a. med foderstoffer. Han døde den 21.06.1938. Christine døde den 03.01.1955. I Asserballe kirkebog har degnen skrevet: ”En dansk stærk og flittig kone, der nød god pleje hos hendes eneste søn og svigerdatter. Syg i 6 dage.”

Dødsannonce

Familien indrykkede en dødsannonce i Heimdal den 09.10.1916.

Mindesten i Svenstrup

Mindestenen ved Svenstrup Kirke. Privatfoto.

Marselisborg-monumentet

Jørgen Esbensen´s navn på Marselisborg-monumentet. Privatfoto.